...en afdeling under ÆldreSagen

Hvad sker - og hvornår

Følg foreningens aktiviteter her

Vi nærmer os starten på den nye sæson:

  • 00 Dage
  • 00 Timer
  • 00 Minutter
  • 00 Sekunder

13. august 2026.

Så går vi i gang igen.
Sæson 26/27 starter idag 13. august.
Almindelig træning i den grønne hal fra kl. 12-14.

Kontakt ÆldreSagens
Seniorbadminton i Greve

Kontaktpersoner

Steffen-forside

Steffen Petersen

Kontaktperson og leder af vores badmintonfællesskab.

Telefon: 91552505

Karen-forside

Karen Skifte Christensen

Supplerende kontaktperson.

Telefon: 20201067

Glimt fra en
alm. træningstorsdag

Det er rart at få motion hver torsdag i et hyggeligt og socialt samvær. Nogle er rigtig gode til badminton, andre er bare gode.
Der er plads til os alle.

Glimt fra en
vores sæsonafslutning

I juni måned 2019 afsluttede vi vores sæson med en lille uforpligtende turnering - og selvfølgelig den meget vigtige sæsonafslutnings frokost bagefter.

Danmarks Radio
på besøg i Greve

Danmarks Radio på besøg hos os en torsdag i oktober 2021. DR skulle bruge nogle optagelser fra vores badmintonfællesskab til en juleudsendelse, der blev vist i TV 26. december 2021.

Almindelig træningstorsdag

Har du lyst til at deltage,
kan du tilmelde dig hos Steffen via Telefon eller mail.
Se under "Kontakt".

Lidt historie

Lidt historie1992-2010
I 1992 startede Ældre Sagen gymnastik på Gersagerskolen. Man gjorde gymnastik i en time, og dem, der ville, satte net op og spillede badminton i en time – der var som regel 4 deltagere. Det fortsatte til år 2000, så flyttede man til Grevehallen med gymnastik om fredagen fra kl. 11 til kl. 12, men der var ikke badminton bagefter.
I 2002 fik man lov til at bruge hal 2 til badminton om torsdagen fra kl. 12 til kl. 14, og vi var 4 til 8 deltagere med Espen som leder. I januar 2004 ville Espen ikke være med mere, han var for gammel, syntes han, kun 82 år. Så jeg overtog formandsposten.
Da jeg også gik til gymnastik om fredagen, spurgte jeg, om der var nogle, der ville være med, og pludselig var vi en 15-16 medlemmer.
I 2005 eller 2006 fik jeg overtalt min gamle kollega og ven til at komme med, det er Bjarne Stender; om det var hans humør eller charme, ved jeg ikke, eller om det var, fordi jeg indførte jule- og sæsonafslutningsturneringer med efterfølgende fest, ja det ved jeg heller ikke, men pludselig var der spillere på alle 6 baner, og nogle gange måtte vi endda bruge et par baner i hal 1.
I 2009 var der cirka 40 spillere på min medlemsliste; og det var der også, da jeg stoppede i 2011.
I de syv år, jeg var formand, har der været cirka 60 medlemmer, der har prøvet badmintonens kunst. Nogle syntes, at det var for hårdt, nogle fik skader, og nogle kom ikke mere, fordi de ikke kunne.
Jeg var glad for de 7 år, jeg var formand og ville gerne have fortsat, men efter en knæoperation kunne jeg ikke selv spille mere, så derfor valgte jeg at stoppe.
Men jeg savner alle de søde og dejlige mennesker, der er i Ældre Sagens Badminton, herefter kun benævnt som ÆSB!
John Gronemann
Efterskrift
set fra en efterfølgers baglinie, fordi jeg synes, at John har været for beskeden ved at undlade at nævne de byggesten, som i hans tid var medvirkende til at skabe et godt internt klima på banen og ikke mindst i 3. halvleg.
Lad mig starte med det månedlige torsdagsmøde, som helst ikke må kaldes for torsdagsspisning, da Langsidens skiftende beværtere har tendens til at blive mopsede herover – og det er ganske vist - selv om vores møde falder uden for cafeens sædvanlige åbningstider. Disse møder blev og bliver stadig holdt i det såkaldte venskabslokale tæt træningshallen.Historiefortællere har ofte været et underholdende element, hvor ”reglen” er den simple, at enten skal historien være sand eller sjov.
Ældre Sagens formand i Greve, Jørgen Norrid, har været på besøg og givet en god orientering om ”sagen”, og han oplyste blandt andet, at ÆS forhandler om træningstid, baner og lokaler, medens ÆSB selv administrerer alle andre interne forhold.
Ernst Mortensen fortalte så gribende om duocykling med plejehjemsbeboere, at 7-8 badmintonspillere i dag fungerer som cykelpiloter.
Møderne har også udviklet sig til minigeneralforsamlinger, forstået på den måde, at de spillere, som vil have indflydelse på ÆSB.s drift og nyde samværet, møder op. Bjarne og jeg forsøger herefter at administrere, hvad vi blev enige om.
Regulære generalforsamlinger og §§ har vi således aldrig haft brug for.
”Kagedåsen”
altså lodtrækningen om bane, med- og modspillere afløste Johns venlige forsøg på, at ingen sad for længe på bænken. – Det giver undertiden nogle meget blandede kampe, men socialt – det er det!

Pejsestuen
var også Johns opfindelse og løsning på den store tilgang til hans jule- og sæsonafslutninger – og Pejsestuen er nu vores yndlingslokale (desværre i hård og ofte urimelig konkurrence med de folkelige oplysningsforbund, øv!)
Ved juleafslutningen 2010 gav John Jette en flot æske chokolade for hendes sekretærarbejde for ham og dermed for alle i ÆSB. En tradition blev grundlagt, der, i mangel af større fantasi, kom til at hedde fidusbamsen.
Kære John, kan du tilgi' at jeg skrev, men jeg kunne altså ikke la' vær'
/asger
Gå til toppen af siden

2011-2013
Ved sæsonafslutningen 2011 sluttede John Gronemann.
Forinden havde der været kampvalg, hvor alle kæmpede for ikke at blive valgt som afløseren.
Det endte med, at jeg tiltrådte som formand, og Bjarne Stender indvilligede i at bistå som næstformand m.v. Det blev til et makkerskab, som vi begge (tør jeg nok sige) blev rigtig glade for; og ÆSB fik da også samtidig en fantastisk turneringsplanlægger og -leder, tak til Bjarne!

Administrationen
i ÆSB er ikke voldsom, men dog voxende i takt med det stigende medlemstal, og den har altid været ganske uformel.
Internt er spillerne jo i focus. Kagedåsen skal fungere. Der skal fløjtes, tudes i horn, siges borgerlige ord og arrangeres de traditionelle turneringer, ligesom der skal optages nye medlemmer.
Externt skal kontakter holdes til Ældre Sagen/paraplyorganisationen jfr. tidligere beskrevet og til halinspektøren og hans kønne sekretær, Pernille, om extra baner fra kl. 11.00, varmt vand i hanerne, varme i venskabslokalet, ligakampenes forstyrrende indgreb o.s.v.
Vi har fulgt traditionen med jule- og sæsonafslutningturneringer, til hvilke der foretages lodtrækning og seedning med det formål, at alle skal have en reel chance for at vinde.
Bjarne er krumtappen i i disse turneringer, og glad er han, når der er korrigeret på grund af afbud fra sygdomsramte, og når spilleplanen er fix og færdig aftenen før dagen.
Vi har imidlertid 2 gange oplevet, at spillere uden videre udebliver på selve spilledagen. Det betyder, at Bjarne skal reorganisere den færdige spille- og tidsplan; og det tager tid, fordi der fortsat skal tages hensyn til seedningen = de reelle chancer for at vinde, alt i medens 30-35 spillere tripper utålmodigt efter at komme i gang.
En oplevelse vi alle gerne vil skånes for i fremtiden!

Julen 2011
fik Erika Hansen fidusbamsen, der dette år rent faktisk var en hvid bamse + lidt mundgodt, Der havde været en del snak om lodtrækningssystemet, men Erika dukkede op med to færdige og meget anvendelige kagedåser; og siden har hun også velvilligt været med til at administrere systemet, tak til Erika!
Turneringens vindere blev Svend Ryge og Jørgen Kjeldsen, nr. 2 blev Jette Henrichsen sammen med Flemming Sørensen, der, efter længere tids fravær, helt uforvarende trådte ind på en udeblivers plads. Nr. 3 blev et rent damepar, nemlig Erika Hansen og Lone Poulsen.
Sæsonafslutning 2012.
Turneringen blev vundet af Flemming Hansen og Ole Johansen. Nr. 2 blev Merete Lassen sammen med Kurt Rømer, der var stand in for en udebliver
Kurt havde i øvrigt spillet badminton i GSB i de 3 forudgående timer. Tredjepladsen tog Lotte Christensen og Kjeld Borring

Julen 2012
fik Poul Blynø fidusbamsen blandt andet fordi, han møder flittigt til træning, giver sin mening til kende ved torsdagmøderne (og undertiden giver han også nødder i poser) Det var rent faktisk ham, der kaprede Kurt Rømer som makker til Merete: han rydder af og vasker op i Borgerhuset, og som rosinen i pølseenden: han er altid villig til at spille klaver, der medvirker til en rigtig god stemming, tak til Poul!
Bjarne lancerede en lille ændring i turneringsformen, således at vi cirka midtvejs fik skiftende makkere, hvilket indebar, at der kunne udpeges individuelle vindere.
I damerækken vandt Lis Sørensen med Jette Henrichsen som nr. 2.
Hos herrerne og all-over-vinder: Knud Hultgreen med Jørgen Kjeldsen på andenpladsen.

Sæsonafslutning 2013
vandt Lis-igen-Sørensen med Hanne Rottgarn på andenpladsen.
Hos herrerne vandt Asger Henrichsen skarpt forfulgt af Leif Bruselius.

Værløse Pensionist Badminton
gæstede os den 7. februar 2013. For ÆSB havde Flemming Hansen planlagt alt med f.x. holdopstilling og smørrebrød på Langsiden. Der var lagt et stort forarbejde i at få aftalerne på plads. Der var mange lige kampe, som alt i alt endte med en sejr til os. Tak til Flemming for et hyggeligt og velorganiseret arrangement.
Gå til toppen af siden

2013-2014
Sæsonen startede traditionelt med den sædvanlige banetildeling, nemlig torsdag fra kl. 1200 til kl. 1400 i såvel hal 1 som i hal 2.

Informationsområdet blev væsentligt styrket.
Opslagstavlen bruges til generelle oplysninger om ÆSB, hjertestarter og ikke mindst nyhedsbrevene om tilbygningen mellem hallerne.
Fælles mailen, efter ide fra Paul Blynø er endnu en landvinding, og der er kun et medlem, der ikke kan modtage e-mail. Her-og-nu-beskeder skrives og sendes
om f.x. manglende badeforhold, indskrænkninger af spilletid, aflysninger og nødvendige referater, der således når ud til dem, der på "spise/mødedagene var fraværende.
Hjemmesiden`er er kronen på informationsværket. En stor tak til Ole, der ikke alene lancerede, men også administrerer siden. Er hjemmesiden vort ansigt ud ad til, ja så ser vi altså rigtig godt ud - sagt i al ubeskedenhed. Tilbage står så, at vi (alle) må lære at bruge siden og Oles engagement rigtigt.

Mon ikke der er mange andre, der har nogen for os ukendte færdigheder og ressourcer fra arbejdslivet, der kunne nyttiggøres i fællesskabet? Måske skulle vi há en spørgerunde: hvem kan hvad?

Juleturneringen fik igen stor tilslutning.
Selve turneringen fik en smidig afvikling bl.a. fordi Dagbadminton tillod os at benytte begge haller fra kl. 1100 - tak til dem!
Jeg ved ikke, hvor Bjarne Stender får ideerne fra, men noget nyt skulle afprøves: en 4 m/k-hold-turnering. Og det blev en succes, bl.a. fordi hans forarbejde med f.x. holdsedler og scorekort var så minutiøst - alle kunne hele tiden se, hvad der skulle ske, når gjallarhornet lod høre fra sig.
Når der spilles i to haller samtidigt, er der behov for hjælp. Og nok engang trådte konen (læs Jytte Stender) til som "bestyrer" med kærlig og dog fast hånd i hal 1, ligesom som hun og Bjarne senere foretog fintælling af scorekort (så de kom sidst til spisningen, fordi vi andre absolut ikke kunne vente).
Opråb:
I hallerne vil der altid være brug for hjælpere som Jytte, men også i Pejsestuen, hvortil vi jo dråbevis dislokerer, ville det være rart med en hjælpende hånd til at klargøre lokalet!

Til lykke til alle vinderne!
4-m/k-holdet med Leif Bruselius, Erika Hansen, Karen Skifte og Jørgen Kjeldsen blev samlet vinder.
De individuelle mest scorende var: Erika Hansen og Bjarne Witthøft.
Merete Lassen tildeltes årets fidusbamse, fordi hun - ligesom tidligere modtagere - gør noget særligt for fællesskabet; hun er vores svar på nutidens stand-up-comedienne; historiefortælleren, der altid fremkalder et godt grin, og hun kvitterede da også med en munter historie fra golfens univers. Merete modtog en håndplukket, hjemmeavlet, årstidsbestemt buket, Grevehal-platten (vores beskedne svar på Hall of Fame) og endelig noget badehalløj ala Afrodite og sidst men bestemt ikke mindst en stor applaus fra forsamlingen.
Julekvissen, der var tænkt, som både belærende og fornøjelig (docere et delectare) skabte dødt vinderløb mellem de kloge damer: Karen Skifte og Lone Poulsen; Lone trak det længste strå (det højeste tal) og fik en æske chokolade og et kram (efter sigende blev hun mest glad for chokoladen).
"De tolv juledage", hvis system svarer til børnesangen: "Højt på en gren en krage sad", blev introduceret af Paul Blynø og afsunget af hele koret - det lød meget
godt, men jeg tror, at vi kan gøre det bedre næste jul. Skal vi ikke prøve nok engang?

Glade smil og godt humør hele dagen er bestemt en god løn, men Bjarne og jeg siger sandelig også mange tak for de dejlige kurve, som langt ind i januars mørke forsødede tilværelsen, tak!

En ekstra oplevelse:
Med til årets historik hører vel også Dagbadmintons ultimative forbud mod vores overlapning på deres ubenyttede, gabende tomme, baner før kl. 1200.
Frem til jul gik det godt, men herefter kom det markante forbud, og dermed skrev Dagbadminton historie uden sidestykke, for hvem i badmintonsporten har nogensinde hørt om glæden ved at have dispositionsretten over tomme baner? Sportsånden og de værdisæt, der ligger til grund for beslutningen, kan enhver frit filosofere over!
Jeg vil imidlertid nøjes med at kigge ind ad egne vinduer, hvorefter min konklusion må være:
“Vi er det dårlige selskab,
vi er dem, de andre ikke må lege med"

@sger

2023
SKIFTE AF TALSPERSON FOR KLUBBEN

Indtil årsskiftet 2022/2023 har Erika forbilledligt styret vores afdeling. Men nu syntes hun, andre måske kunne overtage posten. Vi takker Erika for et særdeles godt arbejde for klubben i de forløbne år.
Efter meget overtalelse (og lidt pres), har Jytte Bahr indvilliget i at fortsætte som talsperson for vores badmintonfællesskab. Vi tror hun bliver god på posten, og glæder os til mange gode år med Jytte som forperson.

Oktober 2025
Jytte ønsker at træde tilbage som talsperson for foreningen. Det samme gør supplerende talsperson, Bjarne. Vi søger derfor et par nye "ildsjæle", som kan overtage posten efter Jytte. Jytte hjælper jer meget gerne igang og er selvfølgelig også til rådighed i fremtiden.

31. december 2025
fratræder Jytte og Bjarne som talspersoner for foreningen. Begge har gjort et godt og stort stykke arbejde for vores klub gennem de sidste 3 år. Vi takker for den gode ledelse af klubben, og ønsker de to nye talspersoner - Steffen og Karen - velkomne til at overtage posterne fra 1. januar 2026.